• Tekstforfatter: Oliver Enné
  • Fotograf: Thomas A

Tre professionelle morgenmadsanretninger, som du ikke behøver at være professionel for at tilberede


… Med hjælp fra folkene bag et af Københavns mest populære morgenmadscaféer

På Nørrebro i København finder du caféen med det mundrette navn "Vi Mødtes Gennem Ruden", der køres af vennerne Marc og Emil, som trods deres unge alder har mange års erfaring fra restaurantbranchen. Caféen, der har specialiseret sig i kaffe og morgenmad har efterhånden opbygget sig så stor en stjerne i lokalområdet, at der i weekenderne er kø til ud på gaden, når de serverer uhøjtidelig morgenmad på restaurantniveau. 

“Vi havde en idé om at pakke noget, der var af høj af kvalitet ned i så uformelle og hjemlige rammer, sådan at det var hyggeligt, og man samtidig fik en oplevelse ud af det,” siger Marc. I princippet har stedet ikke licens til at lave varm mad, så anretningerne er simple og som man kender den fra diverse beværtninger i det hippe område.

“Vi bruger rigtig gode råvarer,” siger Emil og fortsætter: “Vi ville ikke lave endnu et sted med en tør croissant og en kedelig kaffe. Vi laver friskere ting om sommeren, mens der i vinterperioden serveres tungere retter. Sådan som vi selv spiser morgenmaden. Vi følger sæsonen, ligesom det gøres på en bedre restaurant.”

Sammen med Marc og Emil har vi sammensat denne guide til tre simple, men lækre morgenretter fra kortet, der kan tilberedes med ting, du alligevel har i køleskabet.

Ret #1: Day-and-night grød

Ingredienser:
150 g havregryn
150 g chiafrø
150 g hørfrø
50 g sesamfrø
Et skvæt yoghurt
700 ml mandelmælk/soyamælk/den mælk du har
En skefuld rabarberkompot eller en anden marmelade

Sådan gør du:
“I en skål blander du havregryn og diverse frø med yoghurt og mælk og rører rundt. Så lader du den stå over natten med låg på. Næste morgen har du en kold grød bestående af frø og havregryn, som smager vildt godt. Du kan altid tilføje lidt ekstra mælk næste morgen, hvis den er blevet for tør. Vi laver en hjemmelavet rabarberkompot, som laves ved at blande rabarber med en smule sukker eller sirup og stille den i ovnen ved 100 grader over en eftermiddag. Men en god marmelade kan fint bruges i stedet. Til sidst kan man toppe den af med lidt nødder og bær efter behov. Det er totalt fri leg - du kan bruge den mælk, du vil, ligesom du kan bruge de frø og de gryn, du nu engang har stående i skabet.”

Ret #2: Avocadomad med æg

Ingredienser:
Rugbrød
Avocado
Salt og peber
Citronsaft
Æg
Karse, purløg eller andre krydderurter
Paprika

Sådan gør du:
“Når du rister rugbrødet kan du sagtens bruge daggammelt brød, som du vender på brødristeren eller på panden med lidt smør. Så moser du en avocado med en gaffel og smager til med lidt salt, peber og citron. Så fordeler vi avokadoen som en rede på det ristede rugbrød, så der er et lille hul i midten. Her placerer du dit æg, som du enten har blødkogt eller pocheret i vand. Til sidst topper du med de krydderurter, du har i køkkenet: karse, purløg eller noget tredje. Vi kan godt lide at tilføje lidt paprika, som både er røget, sød og lidt stærkt. Selve retten tager nok 10-12 minutter at lave. Ægget tager syv minutter at blødkoge, og det er den ting, der tager længst tid.”

Ret #3: Bananmad

Ingredienser:
Speltbrød eller et andet lyst brød
Peanutbutter
Banan
Mørk chokolade
Nødder

Sådan gør du:
“Du rister en skive brød, som du smørrer med peanutbutter. Vi bruger en rigtig chunky én, der er lavet på hundrede procent peanuts, men du kan bruge den, du alligevel har i skabet. Så tager du en banan - jo mere moden, jo sødere er den - flækker den og lægger de to halve oven på. Til sidst river du mørk chokolade og nødder ud over. Super let og super lækkert. Sådan lidt en klassisk dansk barndomsret, som vi har fortolket her på caféen.”